Stinelund Landbrug er et økologisk landbrug på 170 ha ved Døllefjelde på Østlolland. Vi dyrker juletræer, sukkerroer, kornafgrøder, raps, bælgsæd og sæddodder. Og så har vi frilandsgrise i vores gamle juletræsplantage.
I 2020 gav vi os i kast med at dyrke Sæddodder. Et gammelt dansk oliefrø, som kan føres tilbage til jernalderen, ja sågar Tollundmandens sidste måltid.
Vi bestræber os på at holde markerne grønne året rundt og lade efterafgrøder og udlæg blive vores kulstof- og kvælstofmotor. Vi arbejder hen imod at nedbringe vores bearbejdningsdybde af jorden, så vi forstyrrer svampe og mikroliv i jorden mindst muligt.